Ribe-Esbjerg: Efter det mislykkede forsøg på at komme i slutspillet, står Ribe-Esbjerg nu over for fire kampe, der skal afgøre, om holdet skal redde sig endnu en sæson i Håndboldligaen. Det nye initiativ i spilplanen er nemlig et kvalifikationsspil for de hold, der endte mellem 9. og 13. pladsen i grundspillet, og her skal det dårligste hold spille en afgørende kvalifikationskamp mod et hold fra 1. division om en plads i næste sæsons 888 Ligaen. Ved at slutte som nummer ti i grundspillet får Ribe-Esbjerg to point med over i kvalifikationsspillet, hvilket Mors-Thy også gør, mens Skanderborg og SønderjyskE får ét og HC Midtjylland nul.
De fem hold mødes én gang på enten hjemmebane eller udebane, og for Ribe-Esbjergs vedkommende betyder det, at der venter hjemmekampe mod SønderjyskE og HC Midtjylland henholdsvis mandag den 16. april i Blue Water Dokken og mandag den 23. april i Ribe Fritidscenter. Derudover skal vestjyderne møde Skanderborg og Mors-Thy på udebane, hvor første kamp spilles onsdag aften mod Skanderborg, mens kampen mod Mors-Thy spilles lørdag den 5. maj.
Det hold, der vinder hele kvalifikationsspillet får desuden en kontant præmie på 75.000 kroner.